Træning

Fortius kan tilbyde dig regelmæssig og kvalificeret træning samt mange gode løbekammerater.

Træningen foregår i niveauopdelte hold. På den måde bliver du udfordret, hvad enten du er erfaren maratonløber eller helt nybegynder.

Overordnet løber vi langt om mandagen og træner intervaller om onsdagen. Onsdagstræningen varieres regelmæssigt med fællesintervaller for to eller flere hold sammen. Derudover afvikler vi én gang om måneden en 5 km test – bedre kendt som Fortius-cuppen. Cuppen består af en serie af 5 km løb igennem efterårs- og forårssæsonen, hvor du får mulighed for at måle din formfremgang.

Hvornår?
Hver mandag og onsdag kl. 17:30-19:00

Hvorfra?
Idrætshuset og Østerbro Stadion
Gunner Nu Hansens Plads 7
2100 København Ø.
Vi mødes til venstre i forhallen

Må jeg prøve at løbe med?
Selvfølgelig må du det! Som nyt medlem er du velkommen til prøve, om det er noget for dig, inden du melder dig ind. Du skal blot møde op til træning en mandag eller onsdag.

På Østerbro Stadion er der mulighed for omklædning og bad. Dit tøj kan opbevares i aflåste skabe, hvis du husker at medbringe egen hængelås.

Hvert hold har sine egne fartholdere tilknyttet, som planlægger træningen i forhold til holdets niveau.

Hold 1
Begynderholdet er for dig, som ikke har løbet før eller måske tilbage fra en længere skadepause, men som har et ønske om at komme til at løbe regelmæssigt og gerne sammen med andre.
Tempo på langture: 6:00+ min/km
Distance i efteråret: Primære mål er at kunne løbe en kortere tur uden pause (5+ km)

Hold 2
For dig, som allerede har løbet en smule, men gerne vil blive bedre og kunne løbe lidt længere. Dit mål kunne for eksempel være at gennemføre dit første halvmarathon.
Tempo på langture: 5:30-6:00 min/km
Distance i efteråret: 6-8 km

Hold 3
Træner du jævnligt alene, men har brug for selskab til at få gennemført intervallerne? Så er hold 3 det rigtige hold for dig.
Tempo på langture: 5:00-5:30 min/km
Distance i efteråret: 9-11 km

Hold 4
Er holdet for dig, der allerede løber regelmæssigt, men ønsker en mere struktureret træning med både længere ture og intervaller.
Tempo på langture: 4:45-5:00 min/km
Distance i efteråret: 10-14 km

Samlet træningsplan for efteråret 2018

Top